Finanskrise eller finanskrisen over alle finanskriser siden 2. verdenskrig

Finanskrise 2024

i

Finanskrise

Hvordan er finanskrisen 2024 anderledes end 2008?

Finanskrisen i 2024 vil blive husket som den værste finanskrise i nyere tid siden 2. verdenskrig (1939 – 1945), og værre end 2007-2008 og “den store depression” (Great Depression) i 1929.

Grunden er, den alt ødelæggende “global deflationary bust” som det kaldes på engelsk, der dækker over dels en deflation og dels en “bust” (kan oversættes bankerot).

Finanskrise konsekvenserne er store:

  • Negativ BNP
  • Stort set al valuta får et HÅRDT slag (måske undtagen US dollars)
  • Banker lukker i stor stil (globalt)
  • Husmarkedet falder 40-70% (globalt)
  • Arbejdsløsheden stiger massivt (globalt)

Deflation indtræffer når efterspørgslen er langt lavere end udbuddet på et marked. På grund af den lave efterspørgsel falder priserne, og dermed også indkomster fra kapital og arbejdskraft. Det lave udbud medfører, at mange virksomheder må dreje nøglen om og lukke, hvorfor arbejdsløsheden vil stige.

Deflation er det modsatte af inflation, men ligesom ved inflation hæmmer vedvarende deflation den økonomiske vækst i samfundet. Ved deflation skaber varige og generelle prisfald en forøgelse af pengenes værdi, hvilket ultimativt medfører lavere produktion, højere ledighed og lavere lønniveauer.

Sådan navigerer du en finanskrise i 2024 (uden at tabe penge)

Her er de 7 tip du kan bruge, nogen af dem med det samme:

  1. Opret en lønsikring LIGE MED DET SAMME du ser dette (der er ofte 12 mdr. karens inden den kan udbetales når du bliver fyret)
  2. Skær ind til benet NU med overflødig spenderen af ferier, luksusvarer, abonnementer og ekstravagante restaurantbesøg
  3. Vent med at sælge dine aktier i porteføljen indtil S&P når ca. 5.900, DOW når ca. 41.000 og NASDAQ ca. 21.000 (måske bliver det juni/juli eller mere sandsynligt sep. 2024)
  4. På samme tid som ovenstående sætter du din pension i et “kontant-lignende” investeringsprodukt
  5. Alt hvad du har sparet på alt det overflødige sætter du i banken og bruger som buffer til det ragnarok der kommer til at ske
  6. Fordel dine penge på dine konti i flere banker og aldrig med mere end omtrent 750.000 i hver bank (EU grænsen er €100.000 for dækning hvis banken krakker)
  7. Har du ekstra mange penge tilovers kan du nedbringe din gæld på din nye bil, dit hus, sommerhus, lystbåd eller hus i udlandet

Finanskrise: Aktiemarkedet står over for et endnu stejlere fald i 2024

Resumé

  • Hvis 2022 handlede om Fed, vil 2023 sandsynligvis handle om Fed og indtjening.
  • Hvis økonomien er på vej mod en recession svarende til 2001 og 2008, kan S&P 500 falde til under 3.000.
  • Hvis økonomien bare er på vej mod en periode med langsommere vækst, kan S&P 500 gå mod 3.100.

Tidligere “bear market” cyklusser som 2001 og 2008 fortæller os, at bear markedet i 2022 ikke er forbi endnu, og sandsynligvis kun går ind i sin næste fase. Den næste del af cyklussen involverer en opbremsning af den økonomiske vækst, da Fed når sin højeste terminalrente i begyndelsen af 2023. Økonomiens vej vil afgøre, hvor langt S&P 500 falder, og det kan være meget.

Om den amerikanske økonomi når en recession eller ser langvarig og minimal vækst er måske ligegyldigt. For efterhånden som inflationen falder, bør den nominelle vækst aftage, hvilket negativt påvirker salgs- og indtjeningsvæksten for S&P 500. Det, der dog betyder noget, er, hvor meget disse salg og indtjening falder.

Finanskrise: Fortidens bear markeder

2001 og 2008 bear markederne fortæller os, at vi stadig er meget i et bear marked i 2023 og vil sandsynligvis fortsætte med at være i et i 2024-25. 2001 og 2008 bear markederne ligner 2023-markedet fra et følelsesmæssigt og psykologisk synspunkt, fordi de involverer begge to ting, der plejer at ske i samme cyklus hvert år: Indtjening og Fed. Det er nok også derfor, at graferne står så fint på linje med hinanden.

Finanskrise 2024: 2001 virker mest ens

I 2023 har bear markedet været drevet af Fed.
I 2024 vil det sandsynligvis fortsat være forårsaget af Fed med tilføjelse af indtjening. Det kan sammenlignes pænt med bear markedet i 2001 og 2002 på grund af pengepolitik, faldende indtjening og meget dyre værdiansættelser.

Hvis vi skulle placere dagens S&P 500 på et punkt på bear markedet i 2001, ville det stemme overens med juni 2001. S&P 500 havde lige set et monster rebound og toppede og var ved at gå kraftigt ned, da investorerne begyndte at bekymre sig over svækkelse af indtjeningen, en aftagende økonomi og jobnedskæringer, der begynder at stige.

*** Første graf

Det kan sammenlignes med bevægelsen lavere i 2022, hovedsageligt på grund af stigende renter og en nulstilling af markedsværdiansættelsen. Men på dette tidspunkt i 2023-cyklussen har indtjeningen været solid og forventes i hvert fald lige nu at forblive meget stærk. På trods af markedets bekymringer om en potentiel recession, forventes indtjeningsestimaterne at stige med omkring 5% i løbet af de næste tolv måneder til omkring $230 per aktie, op fra omkring $220 i 2022.

Det er her, sammenligningerne med 2001 starter igen, for på trods af prognosen for indtjeningsvækst i 2023, trender disse estimater lavere og er faldet med omkring 4 % siden toppen sidste juni. Denne ændring i indtjeningsestimater i 2023 og for 2024 er ikke ulig, hvad der skete i 2001. Ved at sammenligne indtjeningsestimater i 2001 og sammenligne dem med 2023, kan vi se en lignende type bevægelse lavere. Den væsentligste forskel er, at den lavere drejning for indtjening på bear markedet i 2001 startede lidt tidligere end 2023-indtjeningenstendensen.

*** Anden graf

Derudover er det værd at bemærke, at det ikke var Fed rentenedsættelser, der løftede S&P 500 ud af bear markedet; det var en ændring i indtjeningsestimaterne. Fed sænkede renten flere gange i løbet af 2000-kurscyklussen, men med indtjeningen i et kraftigt fald, gjorde rentenedsættelser meget lidt for at ændre retningen af S&P 500.

Mere overraskende er det, at recessionen i 2001 var ret mild. Den nominelle BNP-vækst blev aldrig negativ. Men det var en massiv afmatning, hvor den nominelle vækst faldt fra 7,6 % i juni 2000 til 2,2 % i december 2001. Men det tog stadig lang tid for indtjeningen at stige.
I øjeblikket var den nominelle BNP-vækst i tredje kvartal af 2022 omkring 9,1 %.
En lignende afmatning i den nominelle BNP-vækst kan i høj grad påvirke indtjeningsestimaterne for 2023.

Scenariet fra 2008 er ikke helt det samme
Dette adskiller sig markant fra det økonomiske hit på markedet i 2008, som var rungende, og påvirkningen på virksomhedernes indtjening var mere markant. Det var også anderledes, da økonomien var ved at aftage, og Fed var meget langsom gennem det meste af 2008 til at reagere på det aftagende miljø, hvilket resulterede i, at markedet bevægede sig lavere, da det skreg efter rentenedsættelser, som var langsomme til at materialisere sig fra marts 2008 til september 2008.

*** Tredje graf

Finanskrise 2024: Vil handle om indtjening

I 2023 vil fortællingen sandsynligvis skifte fra rentestigninger og dårlige nyheder til at være gode nyheder til dårlige nyheder. Svagere økonomiske data vil ikke være positive, fordi markedet tror, at Fed vil stoppe med at hæve renten, men vil skifte til markedet, der kræver, at Fed sænker renten, efterhånden som virksomhedernes indtjening falder.

Den gode nyhed er, at Fed sandsynligvis bringer inflationen ned i 2023. Den dårlige nyhed er, at med faldende inflationsrater vil den nominelle BNP-vækst falde, og som et resultat vil indtjeningen også falde.
Hvor meget indtjeningen virkelig falder er et gæt. Men fra toppen i september 2000 til december 2001 faldt indtjeningsestimater for S&P 500 med omkring 19 %. Det ville svare til, at indtjeningen i 2023 faldt fra omkring et højdepunkt på $238,96 i juni 2022 til omkring $191,22 i 2023.

Uden at blive alt for kompliceret med hensyn til indtjeningen og bruge den nuværende 2001-analog, tyder det på, at vi sandsynligvis ser S&P 500-bunden omkring 14 gange dens 12-måneders fremadrettede indtjeningsestimater. Når man regner med satser, er det også nemt, for det kommer måske ikke som nogen overraskelse, at 10-års satsen i 2001 var på samme niveau som i 2022 og meget vel kunne være i en god del af 2023.

Så hvis vi antager en indtjening på omkring $195 pr. aktie inden udgangen af 2023 og et PE-forhold på 14, kan S&P 500 ende med at ende et sted omkring 2.700, forudsat at indtjeningen kommer så lavt.

Men hvis der ikke er nogen recession, og vi netop går ind i denne periode med langsom til ingen vækst, hvor den nominelle BNP-vækst afkøles, og indtjeningen er flad og forbliver omkring $220, ser du stadig på en S&P 500, der handles et sted omkring 3.000 til 3.100 givet en 14 PE.

Det vigtigste at tænke på, på dette tidspunkt er, at fra et værdiansættelsesperspektiv er markedet ikke billigt at handle til 17 gange de næste 12 måneders indtjeningsestimater, især i betragtning af den manglende klarhed om, hvor denne indtjening vil være og mere vigtigt, hvor Feds pengepolitik vil være.

Så hvis bear markederne i 2000 og 2008 fortsætter med at spille ud, som de har gjort indtil nu gennem 2022, så ser der ud til at være en god chance for, at 2023 kan blive værre end 2022.

Høj gæld og stagflation har sat scenen for moderen af alle finanskriser

Verdensøkonomien er på vej mod et hidtil uset sammenløb af økonomiske, finansielle og gældskriser, efter de seneste årtiers eksplosion af underskud, låntagning og gearing.

I den private sektor omfatter bjerget af gæld husholdninger (såsom realkreditlån, kreditkort, billån, studielån, personlige lån), virksomheder og virksomheder (banklån, obligationsgæld og privat gæld) og den finansielle sektor (passiver for bank- og ikkebankinstitutioner).
I den offentlige sektor inkluderer det centrale, provins- og lokale statsobligationer og andre formelle forpligtelser samt implicit gæld, såsom ufinansierede forpligtelser fra ”pay-as-you-go” pensionsordninger og sundhedssystemer – som alt sammen vil fortsætte at vokse, efterhånden som samfundene ældes.

Finanskrise: Svimlende gældsbyrder

Bare man ser på eksplicit gæld, er tallene svimlende. Globalt steg den samlede private og offentlige sektors gæld som andel af bruttonationalproduktet fra 200 % i 1999 til 350 % i 2021. Forholdet er nu 420 % på tværs af avancerede økonomier og 330 % i Kina.
I USA er det 420 %, hvilket er højere end under Den Store Depression og efter Anden Verdenskrig.
Selvfølgelig kan gæld sætte skub i den økonomiske aktivitet, hvis låntagere investerer i ny kapital (maskiner, boliger, offentlig infrastruktur), der giver et højere afkast end låneomkostningerne. Men meget lån går simpelthen til at finansiere forbrugsudgifter over ens indkomst på vedvarende basis – og det er opskriften på konkurs.

Desuden kan investeringer i “kapital” også være risikable, uanset om låntageren er en husstand, der køber et hus til en kunstigt oppustet pris, en virksomhed, der søger at ekspandere for hurtigt uanset afkast, eller en regering, der bruger pengene på “hvide elefanter”. (ekstravagante men ubrugelige infrastrukturprojekter).

Finanskrise: Overlån

Sådanne overlån har foregået i årtier af forskellige årsager. Demokratiseringen af finanserne har gjort det muligt for indkomstfattige husholdninger at finansiere forbrug med gæld. Centrum-højre-regeringer har vedvarende skåret skatterne ned uden også at skære i udgifterne, mens centrum-venstre-regeringer har brugt generøst på sociale programmer, der ikke er fuldt finansieret med tilstrækkeligt højere skatter.
Og skattepolitikker, der favoriserer gæld frem for egenkapital, støttet af centralbankernes ultraløse penge- og kreditpolitik, har givet næring til en stigning i låntagningen i både den private og offentlige sektor.
År med kvantitative lempelser (QE) og kreditlempelser holdt låneomkostningerne tæt på nul, og i nogle tilfælde endda negative (som i Europa og Japan indtil for nylig). I 2020 var negativt afkastende dollarækvivalent offentlig gæld $17 billioner, og i nogle nordiske lande havde selv realkreditlån negative nominelle renter.

Finanskrise: Insolvente zombier

Eksplosionen af uholdbare gældskvoter indebar, at mange låntagere – husholdninger, virksomheder, banker, skyggebanker, regeringer og endda hele lande – var insolvente “zombier”, der blev understøttet af lave renter (som holdt deres gældsbetjeningsomkostninger håndterbare).

Under både den globale finanskrise i 2008 og COVID-19-krisen blev mange insolvente agenter, der ville være gået konkurs, reddet af nul- eller negativ-rentepolitikker, QE og direkte finanspolitiske redningspakker.
Men nu har inflation – fodret af den samme ultraløse finans-, penge- og kreditpolitik – afsluttet denne finansielle Dawn of the Dead. Med centralbanker tvunget til at hæve renten i et forsøg på at genoprette prisstabilitet, oplever zombier kraftige stigninger i deres gældsbetjeningsomkostninger.
For mange repræsenterer dette en tredobbelt pudsighed, fordi inflationen også eroderer husstandens reale indkomst og reducerer værdien af husholdningernes aktiver, såsom boliger og aktier. Det samme gælder skrøbelige og overleverede virksomheder, finansielle institutioner og regeringer: de står over for kraftigt stigende låneomkostninger, faldende indkomster og indtægter og faldende aktivværdier på samme tid.

Finanskrise: Det værste af begge verdener

Hvad værre er, denne udvikling falder sammen med stagflationens tilbagevenden (høj inflation sideløbende med svag vækst). Sidst avancerede økonomier oplevede sådanne forhold var i 1970’erne. Men i det mindste dengang var gældskvoterne meget lave. I dag står vi over for de værste aspekter af 1970’erne (stagflationære chok) sideløbende med de værste aspekter af den globale finanskrise. Og denne gang kan vi ikke bare sænke renten for at stimulere efterspørgslen.

Når alt kommer til alt, er den globale økonomi ramt af vedvarende negative udbudschok på kort og mellemlang sigt, der reducerer væksten og øger priser og produktionsomkostninger.
Disse omfatter pandemiens forstyrrelser i udbuddet af arbejdskraft og varer; indvirkningen af Ruslands krig i Ukraine på råvarepriserne; Kinas stadig mere katastrofale nul-COVID-politik; og et dusin andre mellemfristede chok – fra klimaændringer til geopolitiske udviklinger – som vil skabe yderligere stagflationært pres.

I modsætning til finanskrisen i 2008 og de første måneder af COVID-19 ville blot at redde private og offentlige agenter med løs makropolitik hælde mere benzin på inflationsbålet. Det betyder, at der vil være en hård landing – en dyb, langvarig recession – oven på en alvorlig finanskrise. Efterhånden som aktivbobler brister, gældsbetjeningskvoterne stiger, og inflationsjusterede indkomster falder på tværs af husholdninger, virksomheder og regeringer, vil den økonomiske krise og det finansielle krak brødføde hinanden.

Finanskrise 2007-2008

Finanskrisen 2007-2008, eller Global Financial Crisis (GFC), var en alvorlig verdensomspændende økonomisk krise, der opstod i det tidlige 21. århundrede. Det var den alvorligste finanskrise siden den store depression (1929). Rovudlån rettet mod boligkøbere med lav indkomst, overdreven risikotagning fra globale finansielle institutioner og sprængningen af USA’s boligboble kulminerede i en “perfekt storm.”

Mortgage-backed securities (MBS) knyttet til amerikansk fast ejendom, såvel som et stort net af derivater knyttet til disse MBS, kollapsede i værdi. Finansielle institutioner verden over led alvorlig skade og nåede et klimaks med Lehman Brothers’ konkurs den 15. september 2008 og en efterfølgende international bankkrise.
Forudsætningerne for finanskrisen var komplekse og mange årsager. Næsten to årtier forinden havde den amerikanske kongres vedtaget lovgivning, der tilskyndede til finansiering af billige boliger. I 1999 blev dele af Glass-Steagall-lovgivningen ophævet, hvilket tillod finansielle institutioner at udføre deres kommercielle (risikovillige) og proprietære handelsaktiviteter (risikotagning).

Nok den største bidragyder til de nødvendige betingelser for finansielt sammenbrud var den hurtige udvikling inden for rovdrift på finansielle produkter, som var rettet mod lavindkomst, lav-information boligkøbere, som i vid udstrækning tilhørte racemæssige minoriteter. Denne markedsudvikling gik uden opsyn af regulatorer og overraskede dermed den amerikanske regering.
Efter krisens begyndelse indsatte regeringer massive redningsaktioner til finansielle institutioner og andre palliative penge- og finanspolitikker for at forhindre et sammenbrud af det globale finansielle system.

Krisen udløste den store recession, som blandt andet resulterede i stigninger i arbejdsløshed og selvmord og fald i institutionel tillid og fertilitet. Recessionen var en væsentlig forudsætning for den europæiske gældskrise.
I 2010 blev Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act vedtaget i USA som et svar på krisen for at “fremme den finansielle stabilitet i USA”. Basel III-kapital- og likviditetsstandarderne blev også vedtaget af lande rundt om i verden.

Finansiel krise generelt

En finansiel krise er enhver af en lang række situationer, hvor nogle finansielle aktiver pludselig mister en stor del af deres nominelle værdi. I det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede var mange finansielle kriser forbundet med bankpanik, og mange recessioner faldt sammen med disse panikker. Andre situationer, der ofte kaldes finansielle kriser, omfatter aktiemarkedskrak og sprængning af andre finansielle bobler, valutakriser og statsmisligholdelse. Finansielle kriser resulterer direkte i tab af papirformue, men resulterer ikke nødvendigvis i væsentlige ændringer i realøkonomien (f.eks. krisen som følge af den berømte tulipanmaniboble i det 17. århundrede).
Mange økonomer har tilbudt teorier om, hvordan finansielle kriser udvikler sig, og hvordan de kan forebygges. Der er dog ingen konsensus, og finansielle kriser fortsætter med at opstå fra tid til anden.

Finanskrise: Hvad er en bankkrise?

Hovedartikel: Bank run

Når en bank bliver udsat for en pludselig strøm af hævninger fra indskydere, kaldes dette et ”bankrun”. Da banker udlåner størstedelen af de kontanter, de modtager i indlån (se fraktioneret reservebank), er det svært for dem hurtigt at tilbagebetale alle indskud, hvis disse pludselig efterspørges, så et løb gør banken insolvent, hvilket får kunderne til at miste deres indskud, i det omfang de ikke er dækket af indskudsforsikring. En begivenhed, hvor bankløb er udbredt, kaldes en systemisk bankkrise eller bankpanik.
Eksempler på bankruns omfatter den på Bank of the United States i 1931 og den på Northern Rock i 2007. Bankkriser opstår generelt efter perioder med risikable långivning og deraf følgende misligholdelse af lån.

Finanskrise: Hvad er en valuta krise?

Hovedartikel: Valutakrise
Se også: Hyperinflation

En valutakrise, også kaldet en devalueringskrise, betragtes normalt som en del af en finanskrise. Kaminsky et al. (1998) definerer fx valutakriser som opstået, når et vægtet gennemsnit af månedlige procentvise deprecieringer i valutakursen og månedlige procentvise fald i valutareserver overstiger gennemsnittet med mere end tre standardafvigelser. Frankel og Rose (1996) definerer en valutakrise som en nominel depreciering af en valuta på mindst 25 %, men den er også defineret som en stigning på mindst 10 % i deprecieringshastigheden. Generelt kan en valutakrise defineres som en situation, hvor deltagerne på et valutamarked kommer til at erkende, at en fastgjort valutakurs er ved at mislykkes, hvilket forårsager spekulation mod den peg, der fremskynder fiaskoen og fremtvinger en devaluering.

Finanskrise: Hvad er spekulative bobler og nedbrud?

Hovedartikler: Økonomisk boble, Irrationel overflod, Kreditcyklus, Kreditklemme og Likviditetskrise
Se også: Diamantrush, Guldfeber, Olieboom, Liste over råvareboom, Minsky-øjeblik, Ejendomsboble, Aktiemarkedsboble og Børskrak

Der eksisterer en spekulativ boble i tilfælde af store, vedvarende overpriser på en eller anden klasse af aktiver. En faktor, der ofte bidrager til en boble, er tilstedeværelsen af købere, der køber et aktiv udelukkende baseret på forventningen om, at de senere kan sælge det videre til en højere pris, i stedet for at beregne den indkomst, det vil generere i fremtiden. Hvis der er en boble, er der også risiko for et krak i aktivpriserne: markedsdeltagere vil kun fortsætte med at købe, så længe de forventer, at andre køber, og når mange beslutter sig for at sælge, vil prisen falde. Det er dog svært at forudsige, om et aktivs pris faktisk svarer til dets fundamentale værdi, så det er svært at opdage bobler pålideligt. Nogle økonomer insisterer på, at bobler aldrig eller næsten aldrig opstår.

Black Friday, 9. maj 1873, Wiens børs. Panikken i 1873 og den lange depression fulgte.
Kendte eksempler på bobler (eller påståede bobler) og nedbrud i aktiekurser og andre aktivpriser omfatter 1600-tallets hollandske tulipanmani, 1700-tallets South Sea Bubble, Wall Street Crash i 1929, den japanske ejendomsboble i 1980’erne, nedbruddet af den amerikanske boligboble i 2006-2008.[8][9] 2000’erne udløste en ejendomsboble, hvor boligpriserne steg markant som et aktivvare.

Finanskrise: Hvad er en international finanskrise?

Hovedartikler: Valutakrise, gældskrise og statsmisligholdelse

Når et land, der opretholder en fast valutakurs, pludselig er tvunget til at devaluere sin valuta på grund af et uholdbart betalingsbalanceunderskud, kaldes dette en valutakrise eller betalingsbalancekrise. Når et land undlader at betale sin statsgæld tilbage, kaldes dette en suveræn standard. Mens devaluering og misligholdelse begge kan være frivillige beslutninger fra regeringen, opfattes de ofte som de ufrivillige resultater af en ændring i investorernes stemning, der fører til et pludseligt stop i kapitaltilstrømning eller en pludselig stigning i kapitalflugt.
Adskillige valutaer, der udgjorde en del af den europæiske valutakursmekanisme, led kriser i 1992-93 og blev tvunget til at devaluere eller trække sig ud af mekanismen. En anden runde af valutakriser fandt sted i Asien i 1997-98. Mange latinamerikanske lande misligholdte deres gæld i begyndelsen af 1980’erne. Den russiske finanskrise i 1998 resulterede i en devaluering af rublen og misligholdelse af russiske statsobligationer.

Finanskrise: Udvidet økonomisk krise

Hovedartikler: Recession og depression (økonomi)

Negativ BNP-vækst, der varer to eller flere kvartaler, kaldes en recession. En særlig langvarig eller alvorlig recession kan kaldes en depression, mens en lang periode med langsom, men ikke nødvendigvis negativ vækst, nogle gange kaldes økonomisk stagnation.

Faldende forbrugerforbrug
Nogle økonomer hævder, at mange recessioner i høj grad er forårsaget af finansielle kriser. Et vigtigt eksempel er den store depression, som i mange lande blev forudgået af bankkrise og børskrak. Subprime-lånekrisen og sprængningen af andre ejendomsbobler rundt om i verden førte også til recession i USA og en række andre lande i slutningen af 2008 og 2009. Nogle økonomer hævder, at finansielle kriser er forårsaget af recessioner i stedet for omvendt, og at selv hvor en finanskrise er det første chok, der sætter gang i en recession, kan andre faktorer være vigtigere for at forlænge recessionen. Milton Friedman og Anna Schwartz hævdede især, at det indledende økonomiske fald i forbindelse med krakket i 1929 og bankpanikken i 1930’erne ikke ville være blevet til en langvarig depression, hvis den ikke var blevet forstærket af pengepolitiske fejl fra bankens side. Federal Reserve, en holdning støttet af Ben Bernanke.

Årsager og konsekvenser af finansiel krise

Strategiske komplementariteter på de finansielle markeder
Hovedartikler: Strategisk komplementaritet og selvopfyldende profeti

Det observeres ofte, at succesfulde investeringer kræver, at hver investor på et finansielt marked gætter, hvad andre investorer vil gøre. George Soros har kaldt dette behov for at gætte andres hensigter for ”refleksivitet”. Tilsvarende sammenlignede John Maynard Keynes finansielle markeder med et skønhedskonkurrencespil, hvor hver deltager forsøger at forudsige, hvilken model andre deltagere vil betragte som smukkest.

Desuden har investorer i mange tilfælde incitamenter til at koordinere deres valg. For eksempel kan en person, der tror, at andre investorer ønsker at købe japanske yen kraftigt, forvente, at yenen vil stige i værdi og har derfor også et incitament til at købe yen. Ligeledes kan en indskyder i IndyMac Bank, der forventer, at andre indskydere hæver deres midler, forvente, at banken mislykkes og derfor også har et incitament til at hæve. Økonomer kalder et incitament til at efterligne andres strategier for strategisk komplementaritet.

Det er blevet hævdet, at hvis mennesker eller virksomheder har et tilstrækkeligt stærkt incitament til at gøre det samme, som de forventer, at andre gør, så kan selvopfyldende profetier forekomme. For eksempel, hvis investorerne forventer, at værdien af yenen stiger, kan det få dens værdi til at stige; hvis indskydere forventer, at en bank går konkurs, kan det få den til at gå konkurs. Derfor betragtes finansielle kriser nogle gange som en ond cirkel, hvor investorer skyr en institution eller et aktiv, fordi de forventer, at andre gør det.

Finanskrise: Hvad er udnyttelse?

Hovedartikel: Gearing (finans)

Gearing, som betyder lån til finansiering af investeringer, nævnes ofte som en bidragyder til finansielle kriser. Når et pengeinstitut (eller en enkeltperson) kun investerer sine egne penge, kan den i værste fald miste sine egne penge. Men når den låner for at investere mere, kan den potentielt tjene mere på sin investering, men den kan også tabe mere end alt, hvad den har. Derfor forstørrer gearing det potentielle afkast fra investeringer, men skaber også en risiko for konkurs. Da konkurs betyder, at et firma ikke overholder alle sine lovede betalinger til andre firmaer, kan det sprede økonomiske problemer fra et firma til et andet (se ‘Smitte’ nedenfor).
Den gennemsnitlige grad af gearing i økonomien stiger ofte før en finanskrise. For eksempel blev lån til at finansiere investeringer på aktiemarkedet (“margin buying”) mere og mere almindeligt før Wall Street Crash i 1929.

Finanskrise: Hvad er aktiv-passiv mismatch?

Hovedartikel: Aktiv-passiv mismatch

En anden faktor, der menes at bidrage til finansielle kriser, er mismatch mellem aktiv og passiv, en situation, hvor risiciene forbundet med et instituts gæld og aktiver ikke er korrekt afstemt. For eksempel tilbyder kommercielle banker indlånskonti, der kan hæves til enhver tid, og de bruger provenuet til at yde langfristede lån til virksomheder og boligejere. Misforholdet mellem bankernes kortfristede forpligtelser (dens indlån) og dets langfristede aktiver (dens lån) ses som en af årsagerne til, at bankkørsler opstår (når indskydere går i panik og beslutter at hæve deres midler hurtigere end banken kan få provenuet af sine lån tilbage). Ligeledes mislykkedes Bear Stearns i 2007-08, fordi det ikke var i stand til at forny den kortfristede gæld, det brugte til at finansiere langsigtede investeringer i realkreditværdipapirer.
I en international sammenhæng er mange emerging market-regeringer ude af stand til at sælge obligationer denomineret i deres egen valuta, og sælger derfor obligationer denomineret i amerikanske dollars i stedet. Dette genererer et misforhold mellem denomineringen af deres forpligtelser (deres obligationer) og deres aktiver (deres lokale skatteindtægter), så de løber en risiko for statsmisligholdelse på grund af udsving i valutakurser.

Finanskrise: Hvad er usikkerhed og flokadfærd?

Hovedartikler: Adfærdsøkonomi og Besætningsadfærd

Mange analyser af finansielle kriser understreger betydningen af investeringsfejl forårsaget af manglende viden eller ufuldkommenhederne i menneskelig ræsonnement. Adfærdsfinansiering undersøger fejl i økonomisk og kvantitativ ræsonnement. Psykolog Torbjorn K A Eliazon har også analyseret fejl i økonomisk ræsonnement i hans begreb om ”œcopathy”.
Historikere, især Charles P. Kindleberger, har påpeget, at kriser ofte følger kort efter store finansielle eller tekniske innovationer, der giver investorer nye typer finansielle muligheder, som han kaldte “forskydninger” af investorernes forventninger. Tidlige eksempler omfatter South Sea Bubble og Mississippi Bubble fra 1720, som opstod, da begrebet investering i aktier i selskabets aktier i sig selv var nyt og ukendt, og Crash of 1929, som fulgte efter indførelsen af nye elektriske og transportteknologier.

På det seneste fulgte mange finansielle kriser ændringer i investeringsmiljøet forårsaget af finansiel deregulering, og dot com-boblens nedbrud i 2001 begyndte uden tvivl med “irrationel overflod” om internetteknologi.

Ukendskab til de seneste tekniske og finansielle innovationer kan hjælpe med at forklare, hvordan investorer nogle gange groft overvurderer aktivværdier. Også, hvis de første investorer i en ny klasse af aktiver (f.eks. aktier i “dot com”-virksomheder) profiterer på stigende aktivværdier, når andre investorer lærer om innovationen (i vores eksempel, når andre lærer om internettets potentiale ), så kan endnu flere andre følge deres eksempel og drive prisen endnu højere, mens de skynder sig at købe i håb om lignende overskud. Hvis en sådan “besætningsadfærd” får priserne til at stige langt over aktivernes sande værdi, kan et nedbrud blive uundgåeligt. Hvis prisen af en eller anden grund kortvarigt falder, så investorerne indser, at yderligere gevinster ikke er sikret, så kan spiralen gå i omvendt retning, hvor prisfald forårsager et hastigt salg, hvilket forstærker prisfaldet.

Finanskrise: Reguleringsfejl

Hovedartikler: Finansiel regulering og bankregulering

Regeringer har forsøgt at eliminere eller afbøde finansielle kriser ved at regulere den finansielle sektor. Et vigtigt mål med regulering er gennemsigtighed: at gøre institutionernes finansielle situation offentligt kendt ved at kræve regelmæssig rapportering under standardiserede regnskabsprocedurer. Et andet mål med regulering er at sikre, at institutter har tilstrækkelige aktiver til at opfylde deres kontraktlige forpligtelser, gennem reservekrav, kapitalkrav og andre grænser for gearing.

Nogle finansielle kriser har fået skylden for utilstrækkelig regulering og har ført til ændringer i reguleringen for at undgå en gentagelse. For eksempel har den tidligere administrerende direktør for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, givet finanskrisen 2007-2008 skylden for “lovgivningsmangel i at beskytte sig mod overdreven risikotagning i det finansielle system, især i USA”. Ligeledes fremhævede New York Times dereguleringen af credit default swaps som en årsag til krisen.
Men overdreven regulering er også blevet nævnt som en mulig årsag til finansielle kriser. Især Basel II-aftalen er blevet kritiseret for at kræve, at banker skal øge deres kapital, når risiciene stiger, hvilket kan få dem til at reducere udlån, netop når kapitalen er knap, hvilket potentielt kan forværre en finanskrise.
International reguleringskonvergens er blevet fortolket i form af regulatorisk besætning, uddybning af markedshyrning (diskuteret ovenfor) og dermed øget systemisk risiko. Ud fra dette perspektiv ville opretholdelse af forskellige reguleringsordninger være en garanti.

Svig har spillet en rolle i nogle finansielle institutioners sammenbrud, når virksomheder har tiltrukket indskydere med vildledende påstande om deres investeringsstrategier, eller har underslæbet den resulterende indkomst. Eksempler inkluderer Charles Ponzis fidus i det tidlige 20. århundredes Boston, sammenbruddet af MMM-investeringsfonden i Rusland i 1994, de svindelnumre, der førte til det albanske lotterioprør i 1997, og sammenbruddet af Madoff Investment Securities i 2008.

Mange useriøse handlende, der har forårsaget store tab hos finansielle institutioner, er blevet beskyldt for at handle svigagtigt for at skjule deres handler. Bedrageri i realkreditfinansiering er også blevet nævnt som en mulig årsag til 2008 subprime realkreditlånskrisen; regeringsembedsmænd udtalte den 23. september 2008, at FBI undersøgte muligt bedrageri fra realkreditfinansieringsselskaberne Fannie Mae og Freddie Mac, Lehman Brothers og forsikringsselskabet American International Group. Ligeledes er det blevet hævdet, at mange finansielle virksomheder fejlede i den nylige krise <hvilken “seneste krise?”> fordi deres ledere undlod at udføre deres tillidshverv.

Finanskrise: Smitte

Hovedartikler: Finansiel smitte og systemisk risiko

Smitte refererer til ideen om, at finansielle kriser kan sprede sig fra en institution til en anden, som når et bankløb spredes fra nogle få banker til mange andre, eller fra et land til et andet, som når valutakriser, statsmisligholdelser eller børskrak spreder sig på tværs af lande. Når en bestemt finansiel institutions fiasko truer stabiliteten i mange andre institutioner, kaldes dette systemisk risiko.

Et bredt citeret eksempel på smitte var spredningen af den thailandske krise i 1997 til andre lande som Sydkorea. Økonomer diskuterer dog ofte, om observation af kriser i mange lande omkring samme tid virkelig er forårsaget af smitte fra et marked til et andet, eller om det i stedet er forårsaget af lignende underliggende problemer, der ville have påvirket hvert land individuelt, selv i mangel af internationale forbindelser.

Finanskrise: Recessionelle virkninger

Nogle finansielle kriser har ringe effekt uden for den finansielle sektor, som Wall Street-krakket i 1987, men andre kriser menes at have spillet en rolle i den faldende vækst i resten af økonomien. Der er mange teorier om, hvorfor en finanskrise kan have en recessionseffekt på resten af økonomien. Disse teoretiske ideer omfatter ”finansiel accelerator”, ”flugt til kvalitet” og ”flugt til likviditet” og Kiyotaki-Moore-modellen. Nogle ”tredje generation” modeller af valutakriser undersøger, hvordan valutakriser og bankkriser sammen kan forårsage recessioner.

Læs artikel om krise (finans.dk)

Disclaimer:
Denne og andre sider på dette website er underlagt den Disclaimer du kan læse i bunden af siden investering i aktier. Du kan læse flere nyheder på siden aktienyt der også linker til denne side om finanskrise.